Henrik Ibsens skrifter

Undertegnede tillader sig herved at henvende sig til de lovgivende Myndigheder for at opnaa Adgang til at ​optage et Præmielaan, hvis beregnede Overskud, ca. 2 Millioner Kroner, skal komme følgende fire Institutioner: Bergens Museum, Nansenfondet, det nye Nationaltheater og Trondhjems Domkirke, tilgode, med lige Beløb for hver af dem og ifølge den nedenfor nærmere udviklede Plan.

Vi skal i denne Anledning tillade os at anføre følgende:

Den Indsats, et lidet Folk kan gjøre i Menneskehedens fælles Kulturarbeide gjennem Videnskab, Kunst og Digtning, afgiver et Værn for Nationens Berettigelse som selvstændigt Folk, som er af den allerstørste Betydning, baade gjennem den samlende og vækkende Indflydelse indad hos Folket selv og ved den Agtelse, der derved naaes hos andre. Et lidet Folk har ogsaa paa aandeligt Omraade Muligheden for at gjøre sig gjældende langt ud over Folkemængdens Proportion.

Vore store Kunstnere og Videnskabsmænd har utvivlsomt gjennem sit Arbeide gjort en Indsats for vor nationale Selvstændighed, som ikke kan overskattes; et Folk, der har frembragt store Mænd i Videnskab og Kunst, har allerede derved hævdet sin Ret til en agtet selvstændig Stilling blant Nationerne. At støtte Udviklingen af Nationens Aandsliv paa alle Omraader har derfor ogsaa hos os altid af vore Statsmyndigheder været anset for en ligesaa nødvendig som betydningsfuld Opgave.

For et lidet ungt Folk som vort er imidlertid de Krav, der i alle Retninger stilles til Staten saavel som til den private Offervillighed, saa store, at det ikke kan ventes, at der til kulturelle Formaal, ud over hvad Folkets Oplysning fordrer, kan tilveiebringes saa betydelige Midler, som i vor Tid kræves for at støtte og fremme et høit udviklet Aandsliv.

Det er derfor, vi har anset det for en Opgave for fædrelandssindede Mænd paa anden Maade, uden direkte Udgift for Staten, ved frivillige Ofre gjennem et Præmielaan at søge fremmet en Række Kulturformaal, hvis Gjennemførelse vil være af stor Betydning for Nationen.

Først af disse Formaal skal vi nævne Udviklingen af vort videnskabelige Liv.

Det er vistnok saa, at vort Land har frembragt, ogsaa til det allersidste, en Række udmærkede Videnskabsmænd, hvis Navne har Verdensry. Men i det hele og store maa det siges, at vort videnskabelige Liv ikke paa alle Omraader har kunnet holde Skridt med Videnskabens stærke Udvikling i de større Kulturlande, og det er vor Overbevisning, at dette for en stor Del hænger sammen med de trange materielle Kaar, hvorunder Videnskaben hos os, tiltrods for den store Interesse, der altid af Statsmagterne er vist den, med vore begrænsede økonomiske Ressurcer arbeider.

Ikke mindst gjælder dette Naturvidenskaberne, hvis Trivsel fremfor andre ogsaa er det sikre og nødvendige Grundlag for et Folks materielle Udvikling, at der i ganske anden Grad end tidligere kræves Adgang til betydelig pekuniær Understøttelse til det videnskabelige Arbeide, om det skal kunne følge med i Tidens Udvikling.

I de større Kulturlande findes der overalt gamle videnskabelige Institutioner med ofte enorme Pengemidler, der paa denne Maade kan fremme det videnskabelige Arbeide. Ogsaa i vore Nabolande, Danmark og Sverige, er dette Tilfældet. I Danmark raader saaledes «Det danske Videnskabernes Selskab» foruden over en Række andre Fonds over det store Carlsbergfond, hvis Afkastning for den allerstørste Del gaar til Videnskabens Fremme. Fondets Aktiva udgjorde i 1895 (senere Opgaver har vi ikke Tilgjængelige) 11¼ Million Kroner og er nu antagelig nærmere 12 Millioner Kroner. Da Fondet endnu afsætter en større Del af sine Renter til Grundfond og Reservefond, anvendes for Tiden kun en mindre Del af Afkastningen. Men selv denne mindre Del udgjorde i 1895 over Kr. 80 000,00 fordelt paa 65 forskjellige videnskabelige Foretagender, foruden ca. Kr. 30 000,00 til Carlsberglaboratoriet, der i sit Slags er det første i Verden.

I Sverige disponerer det naturvidenskabelige Akademi, Svenska Vetenskaps-Akademien, hvorunder ogsaa hører Riksmuséet, over Almanakprivilegiet, der giver en Afkastning af over Kr. 90 000,00, samt desuden over en betydelig Statsbevilgning og Afkastning af en hel Række Fonds til Understøttelse af videnskabelige Undersøgelser og til Belønninger for videnskabelige Arbeider, tilsammen ialt over ca. Kr. 200 000,00 aarlig. Ligesaa disponerer Historie-, ​Vitterhets- og Antiquitets-Akademien over meget betydelige Fonds og andre Midler; Landbruksakademien har atter for sine specielle Opgaver store Midler og en Stab af Videnskabsmænd. Endelig findes udenfor disse Akademier og flere andre lærde Samfund flere Fonds med uafhængig Virksomhed, som for en meget væsentlig Del gaar ud paa at fremme videnskabelig Forskning; her skal kun nævnes Fondet «Lars Hiertas Minne», hvis Formue nu er ca. Kr. 600 000,00, og hvis aarlige Uddeling er ca. Kr. 30 000,00.

I Sammenligning med vore Nabolande har i vort Fædreland Videnskaben knappe Kaar. Kristiania Videnskabsselskab har for Tiden (medregnet Afkastningen af Benneches Fond) kun en aarlig Indkomst af ca. Kr. 7000,00 (deraf Kr. 4000,00 af Staten); Forholdene har da ogsaa været saa, at 1ste Februar 1896 al Trykning maatte stanses og endnu ikke er gjenoptaget. Det har derfor i meget stor Udstrækning ikke været muligt at faa publiceret vore Videnskabsmænds Arbeider i Landet selv, men de er ofte spredt i udenlandske Tidsskrifter, hvor de under fremmed Flag forsvinder i Massen.

Værre er det, at her i vort Land kun kan afsees forholdsvis meget smaa Beløb til Understøttelse af videnskabelige Undersøgelsesarbeider, og næsten kun gjennem direkte Bevilgning i hvert enkelt Tilfælde af Staten. At netop de unge Videnskabsmænd, der endu intet Navn har, derigjennem er vanskelig stillede, er indlysende, og dette indebærer en Fare for en Stagnation i vort videnskabelige Liv, særlig paa Naturvidenskabernes Omraade, som det er paa høi Tid at faa afhjulpet. Det er dette Maal, som det ved Nansens Tilbagekomst stiftede, efter ham opkaldte, Fond har til Opgave at naa, ved at fremme det videnskabelige Livs Vext hos os paa alle Maader, saaledes som de vort Andragende vedlagte Statuter udviser.

Men forat Fondets Opgave skal kunne helt løses, er det nødvendigt, at dets Kapital kan naa et Beløb, der nærmer sig 1 Million Kroner.

Vi vil ikke undlade at tilføie, at der allerede foreligger Beslutning af Fondets Bestyrelse om paa dets Bekostning at udgive Bearbeidelsen af Fram-Expeditionens videnskabelige Resultater, ifald det gjennem den haabede Forøgelse af Fondets Midler ved det paatænkte Præmielaan dertil sættes istand.

Ligesaa vil vi fremhæve, at det ifølge Fondets Statuter er Tanken, naar Fondets Størrelse saa tillader, at afholde en Del af Fondets Afkastning til Lønning af én eller flere særlig fremragende Videnskabsmænd for derigjennem at sætte dem istand til udelt at kunne ofre sin Tid til videnskabelig Virksomhed, noget, hvortil der nu hos os savnes Adgang.

Nansenfondet udgjør for Tiden ca. Kr. 270 000,00 og vilde gjennem Forøgelse med ½ Million paa den paatænkte Maade ved et Præmielaan nærme sig Kr. 800 000,00, hvorefter den i en Million manglende Sum antagelig dels ved Renteopsparelse, dels, som det tør haabes, gjennem privat Offervillighed i en ikke for fjern Fremtid vilde kunne bringes op i 1 Million Kroner.

Om det saaledes gjennem denne Forøgelse af Nansenfondet, hvis Afkastning efter Bestemmelsen skal komme det hele Land tilgode, kan haabes, at der for en lang Fremtid vilde være givet den nødvendige økonomiske Basis for Udviklingen af vort videnskabelige Liv i mange Henseender, stiller det sig ikke mindre ønskeligt og betydningsfuldt at søge fremmet Udviklingen af et andet Kulturcentrum ved Siden af Hovedstaden.

Det turde være almindelig erkjendt, at det indeholder en Fare for et Land, hvis det aandelige Liv i altfor høi Grad koncentreres i et enkelt Centrum. I Lande, hvor Forholdene i større eller mindre Grad har medført en saadan Centralisation, har der stadig reist sig sterke Røster imod denne, og det Land, hvor den aandelige Decentralisation har været det ledende Princip, Tyskland, er vel ogsaa det af Europas Lande, hvor saavel det videnskabelige som det praktiske Liv i de senere Aar har skudt den sterkeste Vext.

I Erkjendelsen af, at særlig vort Lands Forhold gjør det ønskeligt, at ikke alt Kulturliv samles paa et enkelt Sted, har der i andre Landsdele været arbeidet paa at oprette og opretholde kulturelle Institutioner i saa vid Udstrækning, som Forholdene og Midlerne har tilladt. Særlig har i denne Henseende Bergen gaaet i Spidsen. Denne By besidder i sit Museum en Institution, der ikke blot er af stor videnskabelig Betydning, men som ogsaa har udført og udfører et betydningsfuldt Arbeide i den almindelige Oplysnings Tjeneste. Men i begge disse Retninger har knappe Midler trukket enge Grænser for Virksomheden. Det har været et længe næret Ønske, saavel i Bergen som i interesserede Kredse i Kristiania, at Bergens Museum skulde sættes istand til at anlægge sin Virksomhed i begge de her nævnte Retninger efter en større Maalestok, end det hidtil har været muligt. Men Bestræbelserne for at tilveiebringe de nødvendige Fonds hertil er hidtil ikke lykkedes. Her vilde man ved denne Anledning træde støttende til, idet man nærer Haab om, at den Bergenske Offervillighed yderligere vil øge det Fond, som herved skabes, saa det kan komme til at danne Grundlaget for den videre Udvikling af Museets Virksomhed som videnskabelig Institution og som det vestlandske Centrum for vort Lands Kulturliv.

Det er altsaa Forudsætningen, at den her omhandlede Kapital skal forblive urørt, og at kun Renterne skal anvendes til Fremme af videnskabeligt Arbeide og til videre Udvikling af Museets Virksomhed i Oplysningens Tjeneste.

Det tredie af de Kulturformaal, Undertegnede har tænkt sig fremmet gjennem den her forelagte Plan, er Fuldførelsen af det nye ​ Nationaltheater i Kristiania.

Den norske dramatiske Digtning har nu et Navn over hele Verden som for Tiden maaske intet andet Folks. Men den Skueplads, hvorpaa disse Værker fremføres i Landets Hovedstad, er dem saa lidet værdig, at det vel kan siges, at i et større Kulturland neppe en liden Provinsby vilde nøie sig med et Theater som dette. Privat Offervillighed har derfor nu søgt at rette paa dette Misforhold ved at grundlægge det nye Nationaltheater i Studenterlunden, hvortil ogsaa Staten har ydet Tomt.

Men Fuldførelsen af denne Scene vil utvivlsomt endnu i en Aarrække lade vænte paa sig, om der ikke ved extraordinære Foranstaltninger snart kan skaffes den fornødne Sum til Fuldførelsen af den store Bygning. Den har hidtil kostet ca. Kr. 900 000,00, men der udkræves endnu udenfor de Midler, man har til Disposition, mindst ca. Kr. 300 000,00, inden Bygningen kan være færdig til at tages i Brug.

Hertil kommer, at det nye store Theater vil stille store Krav til Vedligeholdelse, Opsyn og Drift, at det er utænkeligt at aabne en scenisk Virksomhed der med to tomme Hænder; der kræves nødvendigvis et ikke altfor lidet Drifts- og Reservefond, om Virksomhedens Bestaaen og Bevarelsen af den kostbare Bygning skal være nogenlunde betrygget.

Ved den af os foreslaaede Foranstaltning vilde til Fuldførelse af Bygningen erholdes Kr. 300 000,00 og som Rest til Driftsfond ca. Kr. 200 000,00. Uagtet dette Beløb er knapt nok, vilde det dog være en god Støtte for Opretholdelsen af Theatrets Virksomhed og derigjennem for den fremtidige Udvikling af vor sceniske Kunst.

Endelig som det fjerde og sidste, men dog ikke det mindste Formaal for det foreslaaede Præmielaan har Undertegnede tænkt sig, som mere paatrængende end noget andet, Fuldførelsen af vort største nationale Mindesmærke fra Middelalderen, Trondhjems Domkirke.

Vor Kunst har maaske aldrig frembragt et ædlere Værk; Domkirkens Reisning af Gruset er blevet for vort Folk som et Symbol paa Nationens Gjenfødelse.

Vi er da forvissede om, at Folkets Repræsentanter vil være enige med os om Ønskeligheden af, at Domkirken maa gjenreises helt, og at dette om muligt sker inden 100-Aarsdagen for vor Grundlovs Tilblivelse, inden 1914.

Vi har tænkt os, at dette Maal maatte have god Udsigt til at naaes, derved at der af det foreslaaede Præmielaans Afkastning afholdes ½ Million Kroner for efter en af rette Vedkommende nærmere i Enkeltheder udarbeidet Plan at anvendes ved siden af den sædvanlige aarlige Statsbevilgning til Fremskyndelse af Arbeidet med Kirkens Opbygning.

Vi vil ikke undlade at fremhæve, at der ved, at der saaledes paa én Gang var sikret en større Sum til Disposition for Arbeidet, maatte kunne ske en Besparing paa det hele Bygværks Kostende, idet Administrationen ogsaa ved en noget større Drift ikke vil stille sig væsentlig dyrere, og idet der ved Anskaffelse én Gang for alle af nyere maskinelle Hjælpemidler utvivlsomt vil kunne udføres mere Arbeide for samme Bekostning.

Den til Fuldførelse af Trondhjems Domkirke bestemte halve Million af Præmielaanets Afkastning havde vi tænkt stillet under Kirkedepartementets Administration for Anvendelse efter særskilt af et følgende Storthing godkjendt Plan.

Ved Siden af disse Formaal er der selvfølgelig andre, som kunde have fuldt berettiget Krav paa Støtte, men som vi ikke ved denne Leilighed finder at kunne komme til Hjælp, idet man anser det ganske utilraadeligt at øge Laanesummen ud over den nedenfor omhandlede Størrelse, 7½ Million. Sættes Laanesummen større, kan man risikere, at den hele Operation mislykkes.

Efterat vi gjennem ovenstaaende har forelagt vort Forslag for Anvendelsen af det ovennævnte Præmielaans Afkastning, skal vi i det følgende tillade os at meddele nogle nærmere Oplysninger om den financielle Beskaffenhed af Præmielaanet selv.

<...>

At det Maal, der søges naaet gjennem det her planlagte Foretagende, er stort og betydningsfuldt, vil visselig alle være enig om. Hvorvidt det vil kunne naaes, vil i sidste Instans afhænge af den Interesse, hvormed det kommer til at omfattes af Almenheden. Til at bortrydde de legale Hindringer for, at denne Interesse kan komme til paa en for de betydningsfulde Formaal frugtbar Maade at gjøre sig gjældende, er det, vi i Ærbødighed begjærer Lovgivningsmagtens Medvirkning, og vi har det sikre Haab, at denne ikke vil svigte os.